Udskældt plast er det miljøvenlige valg i industrien
Plastmaterialer er udråbt som naturens værste fjende, men til industrien er plast næsten altid det mest miljøvenlige valg. Vestforbrænding valgte plast frem for traditionelt stål til 18 tanke i nyt anlæg.
Billeder af havskildpadder fanget i plastiknet, mikroplast fundet i drikkevandet og enorme, flydende plastikøer har med rette fået hele verdens øjne op for den skadelige indvirkning plast har på miljøet. Paradoksalt nok er plast dog som hovedregel det mest miljøvenlige alternativ til stål og glasfiber, når det kommer til fabriksanlæg i industrien.
– Plast har fået et rigtig dårligt ry, men når det bruges rigtigt i industrien, er det et overlegent materiale på næsten alle parametre – også når det kommer til miljøhensyn. Først og fremmest kræver fremstillingen af plastelementer mindre energi end stål. I industrianlæg forventer vi desuden, at plastrør holder mindst 100 år, og når de endelig skal erstattes – hvilket vi endnu ikke har oplevet – kan de gamle rør genbruges. Under mange brugsforhold er de samtidig mere holdbare end stålrør, hvilket sikrer mod udslip, forklarer Bent Rønfeldt, der er projektingeniør ved Uponor Infra, der er en af verdens største leverandører af plast til forskellige formål i industrien, VA- og VVS-branchen.
Han oplever ofte, at danske industrivirksomheder er tilbageholdende med at vælge plastmaterialer, når de investerer i nye anlæg eller restaurerer eksisterende. Denne vanetænkning kan Poul B. Jakobsen, direktør i virksomheden Process Engineering, der er eksperter i at rådgive virksomheder om industrianlæg, godt genkende.
– Når et industrianlæg skal etableres, er det vigtigt at man er åben for at tænke nyt og at komme hele vejen rundt om de forskellige materialer – og det er ikke altid, man når det på grund af vaner. Plastrør har nogle store korrosionsmæssige fordele, og så er de billigere både i indkøb og montage. Men for fødevare- og kemibrancherne kræver det, at leverandørerne er skarpe på, hvad den specifikke plast indeholder, for det har stor betydning for produktionen, siger Poul B. Jakobsen.
Plast opfylder alle krav
– I hjertet af anlægget findes nogle store tanke, hvor de forskellige renselsesprocesser finder sted. Dertil skulle vi også bruge tanke til opbevaring og omrøring. Vi valgte tanke i plast, fordi de til fulde lever op til vores krav i forhold til kvalitet og pris. Faktisk var PE-materialet det oplagte valg, da det tåler langt de fleste syrer og baser, herunder de, som PE-tankene kan blive udsat for i Halosep-systemet, siger Samuel Moore, der er projektleder i Vestforbrændingen.
Uponor leverede samtlige tanke og rør til Halosep-anlægget. Vestforbrænding forventer, at kemikaliebesparelser og salg af de genanvendelige metaller til sammen indbringer 1,5 millioner kroner årligt.